Dåren siger i sit hjerte: ”Gud er TIL”, medens den vise siger:”Gud ER!” Det, som jeg vil vise med
dette, er, at hvis Gud er Gud, så er Han ikke til, og hvis Gud er
til, så er Han ikke Gud.
Ordet "til" er en præposition, som
indebærer forandring eller bevægelse, som sker eller er
sket, f.eks. vore fædre kom hid til lands et eller anden steds
fra, og til denne dag haver vi boet her og brødfødet vore
legemer til lands og til havs, alt medens vi haver prøvet at
stille vores åndelige og delvis sjælelige
fornødenheder ved at søge til et gudshus og til dem, som
haver været regnede for at være Hans ombudsmænd.
Nogle af os haver desuden ledet til Guds ord, og til Ham, som ikke er
TIL, men som ER, og hos hvem der ikke er forandring eller skiftende
skygge.
Det er i bedste fald teologisk og
filologisk tankeløshed at sige at YHWH eller EGO EIMI er til.
Herren Jahve siger om sig selv, "JEG ER" (jeg er, den jeg er), og
Kristus Jesus gentager denne påstand om sig selv, og siger
dermed, at Han (Jesus) er (et og det samme som) Jahve (Jehova). Om man
så tror dem, er noget andet, det overlades til eget skøn,
hvilket kan henføres til troen, da hverken logik eller anden
videnskab kan bevise så lidt som modbevise dette – selv tror jeg
dette, hvilket vil sige, at jeg er troende – men vi undlade at
eksaminere begrebet "tro" denne gang.
Ifølge Søren
Kierkegaard, så er virkeligheden til, muligheden kan
blive til, medens nødvendigheden ikke er til og heller ikke kan
blive til. Nødvendigheden kort og godt ER! I dette er vi
(forfatteren og S.K.) enige, og minder dette mig om et "gudsbevis", som
lyder sådan:
”Nødvendigheden
ER,
Gud er nødvendig, ergo ER Gud!” Svagheden med dette
bevis er imidlertid, at det forudsætter, ikke beviser, at Gud er
nødvendig – man må tro, at Gud er nødvendig, og
så kan man lige så godt tro, at Gud ER, uden at spekulere
på hvorvidt Han er nødvendig eller ikke. Selv tror jeg
både, at Gud er nødvendig, og at Gud ER, uden at kunne
bevise det ene eller det andet.
I øvrigt ere gudsbevis en
mærkeligt foreteelse. Det er, så vidt jeg har kundskab til,
"kun" eksistens, som kan bevises, og da dårligt nok. Hvis Gud
eksisterer, så kan Han givetvis bevises, men så ER Han ikke
YHWH. Modsat, hvis Gud ikke kan bevises, så eksisterer Han ikke
(så vidt, som vi kan vide), og da Gud ikke kan bevises ad logisk
vej, så eksisterer Han ikke ifølge gængs logik.
Al snak om, at Gud er sit eget
bevis o.dsl., er kun ordgyderi og udenom snak i denne sammenhæng,
selv om udsagnet i øvrigt er teologisk ret.
Guds gerninger ere ikke (alle)
nødvendige, medens de for største del (fraregnet de
imaginære) er mulige og virkelige og kan som sådan bevises.
Det er derfor rigtigt at sige, at Gud eksisterer i Sine gerninger
(Rom: 1.20), men Gud som sådan (qua Gud ) eksisterer ikke – Han
ER uden for eksistens.
Sammenfattende kan jeg sige, at
hvis Gud er YHWH, så er Han nødvendig, og er Han
nødvendig, så ER Han (hvilket i øvrigt er det samme
som det ontologiske gudsbevis, der hverken beviser eller forklarer
noget som helst – da det er en tautologi). Hvis Gud derimod er til,
så er Han ganske vist virkelighed, men ikke nødvendighed,
og dermed er Han ikke YHWH!
Dermed konkluderer jeg, at YHWH er
ikke til. Det er derimod andre guder, som er til, bl.a. den amerikanske
country/gospel-guden "Gad", som frafaldet har skabt i sit eget billede,
og som desværre har fortrængt bibelens Gud i det meste af
"evangelisk" ungdomsarbejde. Denne gud, "Gad", er bestemt ikke
nødvendig, (han er ikke ønskelig heller), men han er
mulig - det beviser virkeligheden. Denne Gad er ikke nærmere
beslægtet med bibelens Gud, end den islamske guden Allah er med
Elohim, d.v.s., at "slægtskabet" er sprogligt (etymologisk). Gad
er dermed virkelighed og er til, han har en begyndelse og en ende – i
Helvede.
Vi har her i øvrigt et glimrende
bevis på, at Gud har en humoristisk sans, der grænser til
sarkasme: I deres vildfarelse, som Gud har givet dem op til, har Gud
ladet den engelsk-sproglige lykkereligion i vore dage benævne
deres gud som Gad, hvilket er det bibelske navn på Lykkeguden i
Es: 65.11. Jeg erindre, at vi ikke har del i Herrens bord (1.
Kor:10.21), og dækker bord for Gad (Es: 65.11).
En problemstilling, som jeg ikke
skal behandle her, da den falder uden for denne artikels hovedtema, og
som Kierkegaard har omtalt, hvad derom er at sige, men som jeg dog
bliver nødt til at berøre, da den har et delvis forhold
til emnet, er som følger: Gud er til, ikke som Gud, men som
menneske. Engang i historisk tid blev Gud til – som menneske! Han var
det ikke forinden. Adam blev ikke skabt i menneskesønnens
billede, men i Guds billede. Al snak om det præeksisterende
prototype-mennesket beviser blot, at den, der siger sådan, ikke
tror, at ordet blev kød. Dette er hvad Søren Kierkegaard
kalder ”det absolutte paradoks”, der
vanskeligt kan tænkes og langt mindre forstås, men som
vi kan gribe i tro, eller vi kan undlade at tro, hvilket er skolastik,
hvilket atter er vantro – qua kun at tro hvad der kan vejes og
måles, "jeg tror kun det, som jeg kan
forstå", og så god nat kristendom og troen på
en overnaturlig Gud.
Den historiske kendsgerning, at Gud
er til som menneske, det kan ikke forandre den kendsgerning, at som
(qua) Gud, er Gud ikke til.
Vi kan forestille os
tilværelsen som en cirkel, som Gud har skabt. Inde i denne cirkel
er hele eksistensen, alt som er til, ”Alt er blevet til med Ham, og uden Ham er
ikke noget blevet til af alt, som til er blevet”. (Joh:1.3).
Uden for denne cirkel d.v.s. tilværelsen, sidder Gud, skaberen af
denne cirkel. Videnskaben kan kun beskæftige sig med, hvad der er
inde i denne cirkel, og ved ikke qua viden-skab, at der er noget
udenfor, og udenfor tilværelsen kommer skabningen (det skabte)
aldrig – hverken her eller hinsides.
Jeg forkaster hermed alle
"gudsbeviser", da de søger at finde Gud inde i
tilværelsens cirkel, hvilket er umuligt, da Han sidder udenfor
cirkelen.
Gud kan ikke findes inde i
tilværelsens cirkel, da Han ikke er der, hvilket forklarer,
hvorfor philosopherne ikke finde Ham – medmindre de suspenderer
filosofien, hvilken i øvrigt er god nok til sit område, og
de søge ærligt i bibelen – Guds ord. Ikke desto mindre
finder vi Guds fingremærker overalt i tilværelsen f.eks. i
naturen, hvilket gør, at ingen kan være ateist af et helt
og udelt hjerte (Rom:1.19-20). Man erindre blot, at ordet "væsen"
ikke står i grundteksten, der siger omtrent, at Guds
usynlighedkan ses. Men vi finder ikke Gud YHWH i naturen eller i
øvrigt, undtagen i Guds åbenbarede ord, og i Hans
åbenbarede Søn, ved Hans hidsendte Ånd.
Hvis Gud skal være til, må
han indtræde i denne cirkel, (hvilket i øvrigt skete i
inkarnationen, hvor Ordet blev kød, – se desangående S.
Kierkegårds Philosophiske
smuler), men som udgangspunkt må vi fastholde, at al
til-værelse er "været til" (vorder bleven til) , og at Gud
er ikke blevet til, Han ER fra evighed.
Desværre bruger Kierkegård udtrykket: Gud er
til, i sine filosofiske smuler. Så vidt jeg ved (jeg er ikke
alvidende), er undertegnede den første og foreløbig den
eneste, der har bevist, at ifølge vores bibelske tro, og
ifølge vores nordiske sprog, kan skaberen af til-værelsen,
den evige JEG ER, ikke være til. Deraf følger ingenlunde,
at jeg skulle tilføre vores 2000+4000 år gamle tro noget
som helst nyt. Der er intet at tilføje til hele Guds råd,
og det er kun forførende ånder, der kan føre noget
"nyt" til vores tro, idet de går "videre" ved at springe et
kænguruhop over hele Guds ord, hvilket aldeles ikke er noget nyt,
men de ældgamle løgne fra Eden, at gå videre end
Gud. Undertegnede går ingenlunde "videre", men prøver at
gå tilbage dertil, at ord har sin definerbare mening, hvilket er
at foretrække frem for det babylonium, hvorved alt kan betyde
hvad som helst, hvorved Intet (das
Nicht) har
nogen betydning, og Noget har
ingen
betydning.
Hvis
Søren Kierkegaard havde læst det,
som De læser nu, så havde han været enig med mig i,
at ifølge hans egen Mulighed/Virkelighed/Nødvendighed,
som jeg står i taknemmeligheds gæld til, så ER Gud
(ikke TIL)
Vedrørende Guds egenskaber
som Sandhed, Hellighed og Retfærdighed, hvilke henhøre til
nødvendigheden, så er Hellighed at være hel (udelt),
Retfærdighed er, at alt er i det rette forhold til sig selv og
andre, og (idet vi denne gang suspenderer den i øvrigt
interessante kierkegaardiske opfattelse af den subjektive sandhed, som
jeg delvis er enig med ham i, men som jeg ikke forstår fuldt ud)
Sandheden er (blandt andet) enheden af væren (det som viser sig
at være) og væsen (det som er = das Ding an sich)
altså: væsen=væren, som på færøsk
hedder vera = veran, hvilket vil sige, at vi ikke kan (rigtig) skelne
mellem væsen og væren på færøsk – jeg
ved
ikke om det gør noget!?!
Jesus Kristus sagde: ”JEG ER Sandheden”,
og
desto
længere
vi trænger igennem Guds egenskaber som
hellighed, retfærdighed og sandhed, desto mere bliver de et og
det samme, nemlig at væsen = væren, hvilket er det samme
som (Jeg) ER (den Jeg ER) Anderledes med TIL – værelse = jeg er
til. Tilværelsen er (ifølge kierkegaardisk logik)
muligheden, der ved at udelukke sig selv, har realiseret sig selv som
virkelighed, og er blevet til = som har historie. Vi kan også at
sige, at muligheden begår selvmord, og genopstår som
virkelighed.
En og anden kan måske mene,
at det kan da være lige meget, om Gud er, eller Han er til, men
den slags letsindighed kan vi ikke tillade os. Ord og begreber har en
såvel indelukkende som udelukkende begrænset betydning,
hvis sproget i det hele taget skal have nogen mening. Et af de
områder, hvor Satan er en multikunstner er, når han tager
et bibelsk begreb og tømmer det for indhold og siden
lægger en ny og delvis anderledes betydning ind i begrebet
så, at en gammel bibelsk sandhed kan understøtte en ny
djævelsk løgn derved, at verset og sætningen har
fået "ny" betydning.
Her vil det være på
plads at nævne vanskeligheden ved at indføre et begreb i
teologien, der ikke står i bibelen. Vi kan nævne et
eksempel, som har irriteret mig en del: begrebet Selv (engelsk: SELF).
Søren Kierkegaard skriver fremragende om at give Selvet
livsbetingelser, da Selvet er menneskets ånd, medens engelsk
teologi skriver med entusiasme om at døde Selvet, the Self,
(hvilket logisk set er at gøre Selv-mord), da Self er menneskets
kød, hvilket igen er den gamle natur . (Den kan få sin "naturlige" afgang en
anden gang.)
D. Martyn Lloyd-Jones pointerer dog, at "your SELF is yourself" hvilket ikke skal
dræbes, men ydmyges under Guds vældige hånd, hvorved
Kristus vinder skikkelse i den troende, hvilket Han efter sigende ikke
kan gøre i "den gamle natur" (vi skal ikke
dræbe os Selv, hvilket er at gå under lovens
retfærdighedskrav igen, men vi skal regne os Selv som allerede
værende døde og genopstandne i Kristus Jesus, hvilket er
evangeliet). Lloyd-Jones opfatter (så vidt, jeg forstår
ham) Self som menneske-eksemplarets identitets-tilkendegivelse, hvorved
vi nærmer os den kierkegaardiske ånd= selv. Dette vil sige,
at det ubibelske begreb, "SELVET", (som Gud i Sin barmhjertighed har
skånet det færøske sprog for), at dette "selv"-samme
begreb i teologien betyder både menneskets kød (sarx) og
ånd (pneuma). I den amerikanske blandings-religion mellen
pop-kristendom og psykologi (Dobson m.m.) hvor man i stedet for
at dyrke Gud, dyrker sig selv i form af ”Self”, der betyder Self noget
i retning af sjæl. Jeg skal i øvrigt minde om, at basunen
skal give tydelig klang og at da Jesus, foruden at være Gud, er
menneske af kød, kan han dermed være mellem-mand mellem
Gud og mennesker – noget, som Han ikke kunne være, var han blot
menneske-lig.
Som et kuriosum kan jeg
nævne, at eksistens er et ord, der, så vidt jeg ved, ikke
har ækvivalent i bibelen, f.eks. betyder det græske ord i
NT "ESTIN" både at være og at være til. ESTIN er for
resten oversat i KJV Heb: 11.6 som "er" (is), men i NIV
Heb: 11.6 er Gud degraderet til "eksistens".
Den eneste udprægede
"eksistensielle" bog i bibelen er prædikerens bog, som kort sagt
siger: "Lev livet, men husk, at du skal stå
til regnskab for Gud bagefter!" Det er en udmærket
bog, vel at mærke, når den bliver læst uden
kommentarer. Hvem er kompetent til at lægge noget til Salomons
visdom? Vi kristne haver i øvrigt ikke noget "ontologisk problem", hvilket vi
lade grækerne beholde. Vores uskabte evige Gud haver skabt alting
såre vel, og alt, der ikke ligefrem er synd (=
uretfærdighed, 1.Joh:5.17), kan og bør nydes og bruges til
Guds ære og vores tilfredsstillelse, idet vi sige Gud tak for alt
under alle forhold og formår den kunst at eksistere her og nu som
ånd og kød (psyko-somatisk) i det evige liv, som begyndte
da vi blev genfødte, og som vi dybest set ikke kan få – da
vi allerede har det (f.eks. Joh:3.36: 5.24: 6.47:17.3. 1. Joh:
5.11,13), endskønt vores kødelige/sjælelige legemer
stadig forventer sin forløsning (Rom: 8.23 & 1.Kor. 15:44.
Se også Job: 36.26 & Rom.11:33.) – Lader os da eksistere, og
leve evigt – i dag.